hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan finde kilden til mit aluminium

Manglende oprindelsesdata er ikke en blindvej

Hvis oprindelsen af aluminium ikke kan fastslås, betyder det ikke automatisk, at der ikke kan komme et paspoort. ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) opstiller forpligtelsen til at levere data hos aktørerne i forsyningskæden: fabrikanten, importøren og parterne, der kommer efter i kæden, hver for den del af oplysningerne, de har. Den, der selv er længere nede i kæden — for eksempel en forarbejder af aluminium halffabrikata — er afhængig af, hvad en leverandør kan og vil dele om oprindelsesdata. Hvis disse data mangler, er det første skridt at finde ud af, præcis hvad det skyldes: kender leverandøren det ikke selv, vil leverandøren ikke dele det, eller kan oprindelsen ved blandet eller genanvendt materiale simpelthen ikke spores tilbage til én kilde.

For dem, det trykker, og for dem, det ikke gør

Dette spørgsmål er især aktuelt for virksomheder, der køber aluminium fra en leverandør, der selv står langt fra den oprindelige produktion, eller for materiale, der er smeltet fra skrot eller blandede partier. Den, der selv er fabrikant eller importør af aluminium, har i de fleste tilfælde indsigt i oprindelsen, fordi disse data allerede hører til egen produktion eller import. Problemet er mere udpræget hos mellemled: en profilfabrik eller støberi, der køber fra en forhandler, som igen køber fra en smelter, som igen forarbejder en blanding af primært og sekundært aluminium. Ved data, der stammer fra blandet skrot er en præcis oprindelsesbestemmelse per definition vanskeligere at fastslå end ved en enkelt, tilbageførbar kilde — det er et andet spørgsmål end en leverandør, der simpelthen ikke leverer data, og det er godt ikke at blande disse to situationer. Denne side handler om det første: ikke at få adgang til data, der i princippet eksisterer, men som ikke bliver delt eller ikke er blevet videregivet.

Reglerne gælder allerede, rapporteringspligten via paspoorten endnu ikke

Forpligtelserne fra ESPR til at videregive data i forsyningskæden gælder fra det øjeblik, forordningen gælder, men den delegerede retsakt, der specifikt for aluminium fastlægger, hvilke data der er obligatoriske i paspoorten, er endnu ikke offentliggjort. I Europa-Kommissionens arbejdsplan for 2025-2030 forventes en delegeret retsakt for aluminium i 2027. Hvornår paspoorten for aluminium halffabrikata faktisk bliver obligatorisk, er således endnu ikke fastslået — den præcise dato for, hvornår paspoorten bliver obligatorisk fremgår af denne side, så snart denne retsakt er på plads. Indtil da er der ingen lovpligtig forpligtelse til allerede at vise et fuldt paspoort med oprindelsesdata, men praksis med at dokumentere og anmode om oprindelse er noget, der allerede nu kan udvikles, netop fordi manglende data ofte ikke kan rettes fra den ene dag til den anden.

Hvad man skal gøre ved manglende oprindelsesdata

Det første skridt er at fastslå, præcis hvilke data der bliver anmodet om, og hvorfor de ikke er til stede — et overblik over hvilke data, der skal anmodes hos en leverandør hjælper til at gøre samtalen konkret i stedet for at spørge i generelle termer om "oprindelse". Det viser sig ofte, at en leverandør har dataene, men ikke sender dem som standard, og så er et målrettet spørgsmål ofte nok. Hvis oprindelsen også efter forespørgsel forbliver uklart, er det andet skridt at se, om det skyldes den måde, materialet er sammensat på: for aluminium, der kommer via flere leverandører til den samme legering, er der et andet spørgsmål end ved en enkelt kilde, og fremgangsmåden for at kombinere data fra flere leverandører i ét paspoort er så mere relevant end at insistere på en oprindelse, der ikke længere kan spores tilbage. Hvis en leverandør strukturelt ikke vil dele data, er det et andet scenario end data, der simpelthen ikke eksisterer — fremgangsmåden for det er beskrevet på siden om, hvad man skal gøre, hvis en leverandør ikke leverer dataeneFor længere sigt er det fornuftigt ikke at overlade leveringen af disse data til en leverandørs hukommelse eller goodwill, men at nedfælde det i indkøbsbetingelserne, så en næste ordre ikke igen starter med samme usikkerhed.

Hvor dette er baseret på: artikel 27 og artikel 38 i ESPR

Artikel 27 i ESPR (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781) beskriver forpligtelserne for fabrikanter, herunder at stille de oplysninger til rådighed, der er nødvendige for produktpasset. Artikel 38 i samme forordning er rettet mod andre aktører i forsyningskæden og fastslår, at også de, for så vidt angår de oplysninger, de råder over, skal levere data til den part, der sammensætter passet. Ingen af disse artikler fastlægger, hvad der sker, når disse oplysninger faktisk ikke er tilgængelige, fordi oprindelsen ikke længere kan spores — teksten regulerer forpligtelsen til at dele det, der findes, ikke hvordan man handler, når der er et hul i kæden. Når den delegerede retsakt for aluminium er blevet offentliggjort, vil det sandsynligvis blive tydeligere, hvordan sådanne huller i praksis håndteres; indtil da er den sikreste vej at drøfte det med leverandøren og få egne indkøbsaftaler i orden.

For virksomheder, der nu står over for manglende oprindelsesoplysninger, er det bedst at begynde med at forespørge leverandøren om de specifikke oplysninger, der mangler, og samtidig nedfælde i egen indkøbsproces, hvilke oplysninger der standardmæssigt skal medfølges ved næste levering.