Må jeg destruere usolgt aluminiumslager?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR indeholder en separat del om ødelæggelse af usolgte forbrugsvarer: artikler 23 til 26 i forordning (EU) 2024/1781. Denne del er ikke primært skrevet for aluminium-halvfabrikata, men for forbrugsvarer i bredere forstand. For virksomheder, der arbejder med aluminium, er det alligevel relevant at kende, fordi systematikken — rapportering og i visse tilfælde et forbud — udfyldes via delegerede retsakter produktgruppe for produktgruppe. Hvad der præcist skal gælde for aluminium, er endnu ikke fastlagt.

Rapporteringspligt vedrørende ødelagte usolgte produkter

Artikel 24 i ESPR fastsætter en pligt for visse markedsaktører til at rapportere om mængden af usolgte forbrugsvarer, som de ødelægger, og begrundelsen herfor. For en virksomhed med 10 til 100 ansatte betyder det praktisk talt, at ødelæggelse af lager ikke længere kan være en intern, udokumenteret beslutning, når denne pligt gælder for en produktgruppe: der skal derefter føres et numerisk overblik, opdelt efter begrundelse (overproduktion, returnering, kvalitetsafvigelse, levetidslutning og lignende).

Muligt forbud mod ødelæggelse for specifikke produktgrupper

Artikel 24 åbner også mulighed for et forbud mod ødelæggelse af usolgte forbrugsvarer, som skal arbejdes ud for hver produktgruppe via en delegeret retsakt. Et sådant forbud gælder således ikke automatisk for alle produkter, der falder under ESPR — det skal fastsættes særskilt. For aluminium-halvfabrikata er der på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort en delegeret retsakt, der regulerer dette. Hvad et sådant forbud konkret ville betyde for denne sektor, og om det kommer, kan ikke siges nu.

Undtagelser og mindre virksomheders rolle

Artikler 23 og 25 giver plads til undtagelser, blandt andet i forbindelse med virksomhedens størrelse og situationer, hvor ødelæggelse med rimelighed er den eneste mulighed (for eksempel ved sikkerhedsrisici). Hvordan disse undtagelser præcist udfyldes — hvilken virksomhedsstørrelse, hvilke tilfælde — bestemmes på EU-niveau senere. For en mellemstor virksomhed er det nu primært vigtigt at vide, at der er forskel mellem den generelle rapporteringspligt og et eventuelt forbud, og at begge fastlægges særskilt for hver produktgruppe.

Forhold til det digitale produktpasport

Der er en indirekte sammenhæng mellem denne del af ESPR og produktpasset. Et pas registrerer oplysninger om et produkt fra det moment, det bringes på markedet; hvis et produkt aldrig sælges og alligevel ødelægges, bliver spørgsmålet, hvad der sker med de tilhørende pasdata. Det er endnu ikke udarbejdet. Den, der stiller sig spørgsmålet, hvad et digitalt produktpasport for aluminium præcist indeholder, finder grundlaget der; ødelæggelsesreglerne er et supplerende, separat stykke lovgivning inden for samme forordning.

Hvor det går galt i praksis

Et par situationer, hvor virksomheder ubevidst kan støde på disse regler, eller drage konklusioner for tidligt:

• Lager ødelægges uden registrering af årsagen. Når rapporteringspligten for en produktgruppe træder i kraft, er det vanskeligere at rekonstruere bagefter, hvorfor og hvor meget der blev ødelægt, end at føre det løbende på tidspunktet selv.
• Antagelse om, at et forbud allerede gælder, mens der ikke foreligger en delegeret retsakt. Nogle virksomheder foregriber meddelelser fra andre sektorer (såsom tekstil, hvor dette emne allerede har været diskuteret længere tid) og antager fejlagtigt, at det samme allerede gælder for aluminium.
• Forveksling mellem "usolgt" og "kasseret af kvalitetsårsager". Materiale, der kasseres på grund af en teknisk defekt, falder i en anden kategori end overskudslager, der kan sælges — sondringen er relevant for, hvordan en eventuel fremtidig pligt kunne fungere.
• Ingen skelnen mellem eget lager og en kundes lager. Ved leverandørforhold er det ikke altid klart, hvem der efter en fremtidig regulering ville være ansvarlig for rapportering: producenten, importøren eller den part, der til sidst ødelægger lagerbeholdningen.
• Beslutninger om ødelæggelse træffes decentralt (på arbejdspladsen eller på lageret) uden et centralt overblik. Det gør det sværere at udarbejde en rapport på kort tid, hvis der bliver bedt om det.

Det, du kan dokumentere

Uden at der allerede findes en konkret forpligtelse for aluminium, er det muligt at etablere et grundlag nu, som senere kan bruges:

• En intern oversigt over ødelagt usolgt lagerbeholdning med dato, mængde og årsag — også selvom dette endnu ikke er obligatorisk.
• En fast arbejdsgang for skelnen mellem ødelæggelse på grund af overproduktion, returnering og kvalitetsmangel.
• Aftaler med leverandører og aftagere om, hvem der holder styr på hvilke lagerdata, især når det gælder aluminium, der går gennem flere led i værdikæden.
• En notering af, hvilke produktgrupper (profiler, støbegods, emballagealuminium) en eventuel fremtidig delegeret handling mest naturligt omfatter, så opfølgning på ny regulering kan ske mere målrettet.

Dette er i tråd med det bredere spørgsmål hvad der allerede nu kan gøres, mens reglerne endnu ikke er endelige: ikke vente til en forpligtelse officielt er vedtaget, men ordne det administrative grundlag på forhånd. For virksomheder, der specifikt spørger, hvordan dette påvirker materiale, der allerede ligger på lageret på det tidspunkt, hvor nye regler træder i kraft, er der en separat oversigt over hvad der skal gøres med aluminiumslagerbeholdning, der allerede ligger der, når reglerne træder i kraft. Og fordi denne hele del af ESPR først bliver konkret gennem supplerende regulering pr. produktgruppe, er det nyttigt at vide hvad en delegeret handling præcis er, og hvorfor den bestemmer, hvad der forventes af en virksomhed — først efter offentliggørelsen heraf bliver det klart, om og hvordan aluminium falder ind under et forbud mod ødelæggelse eller en rapporteringspligt.