kan jeg allerede nu teste et produktpas, før det bliver obligatorisk

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

Der er på nuværende tidspunkt ingen forpligtelse til at teste et produktpasport. ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) beskriver i artikel 9 og artikel 10, hvad et digitalt produktpasport skal indeholde, og hvilke tekniske krav det skal opfylde, men hvilke produktgrupper der er på programmet hvornår, udarbejdes pr. produktgruppe ifølge prioriteringen i artikel 18. For aluminium halffabrikata foreligger denne udarbejdelse endnu ikke. Det, der står herunder, er altså ingen forpligtelse, men en beskrivelse af, hvad en virksomhed praktisk kan gøre, hvis den allerede nu ønsker at øve sig.

At gå forude er et valg, ikke en pligt

En virksomhed med 10 til 100 medarbejdere, der nu allerede ønsker at oprette et testpasport, gør det på eget initiativ. Der er ingen artikel, der foreskriver dette, og der er heller ingen deadline, som dette er knyttet til. Praktisk betyder dette, at valget om at teste helt afhænger af virksomhedens egen planlægning: har organisationen tid og kapacitet til allerede nu at øve sig heri, eller ligger prioriteten et andet sted. Den, der ønsker mere at vide om, hvad der præcist allerede kan gøres uden at vente på endelige regler, finder et overblik på siden hvad kan jeg allerede nu gøre, mens reglerne endnu ikke er endelige.

Data, der allerede er tilgængelige, forbliver relevante

Artikel 38 i ESPR beskriver, hvilke data aktører i leverandørkæden skal kunne levere, når et produktpasport bliver obligatorisk: oplysninger om sammensætning, oprindelsessted, forarbejdning og lignende. For aluminium halffabrikata findes mange af disse data ofte allerede, for eksempel i legerings­certifikater, i indkøbsdokumentation eller i interne kvalitetssystemer. En virksomhed, der opretter et testpasport, bruger i praksis data, som den alligevel registrerer. Det gør en test relativt let tilgængelig: det er ikke nødvendigt at indsamle nye data, men derimod at se, hvordan eksisterende data passer ind i den struktur, som artikel 10 beskriver.

Strukturen i artikel 10 som retlinje

Artikel 10 nævner krav til form og tilgængelighed af det digitale produktpas, såsom brugen af en standardiseret databærer og måden, hvorpå data gøres tilgængelige. For en virksomhed, der ønsker at teste, betyder det, at et testpas ikke blot er en løs Excel-fil, men ideelt set allerede antager den form, som lovgivningen har for øje: et struktureret helhed med en QR-kode eller tilsvarende databærer, der refererer til dataene. Uden en fastlagte delegeret retsakt for aluminium er den præcise udfyldelse endnu ikke kendt, men hovedstrukturen fra artikel 10 giver allerede et rimeligt billede af retningen.

Hvor det går galt i praksis

At oprette et testpas virker enkelt, men i praksis møder virksomheder nogle tilbagevendende flaskehalse.

Test med data, der ikke er fuldstændige eller ikke er aktuelle. Et testpas samles nogle gange med data fra et gammelt certifikat eller en forældet specifikation, så testen siger lidt om virksomhedens egen aktuelle situation.

Forvirring mellem "test" og "overholdelse af loven". Nogle virksomheder mener, at et fungerende testpas betyder, at de allerede er i overensstemmelse, så snart reglerne træder i kraft. Det er ikke tilfældet: de endelige krav følger af en delegeret retsakt, der stadig skal offentliggøres, og den kan stille andre eller supplerende krav end dem, der testes med nu.

Test for ét produkt, mens praksis består af tiere af varianter. Et støberi eller profilfabrikant har ofte mange produktvarianter. Den, der tester med blot ét artikelnummer, opdager ofte for sent, at processen forløber anderledes, når det drejer sig om store mængder og variation. Mere herom står på siden kan jeg på én gang tilmelde flere produkter til et produktpas.

Ingen intern koordinering af, hvem der udfører testen. Et testpas sættes temmelig ofte sammen af én person på kvalitetsafdelingen uden at køb, produktion eller salg ved noget om det. Når passet snart bliver en fast del af processen, er den koordinering nødvendig. Se også siden om hvordan forklarer jeg mine kolleger, hvad der ændres med produktpasset.

Forkert forventning til omkostninger. En test påbegyndes nogle gange med tanken om, at det er en billig, uforpligtende øvelse, mens opbygningen af et pas — også som test — kræver tid og nogle gange ekstern bistand. En indikation af, hvor omkostningerne ligger, findes på siden hvad koster et produktpasport for aluminium.

Det, du kan dokumentere

Den, der allerede nu ønsker at teste, kan fastslå nogle ting, så øvelsen også senere har værdi:

• Et overblik over, hvilke data der allerede er tilgængelige pr. produktgruppe eller legering, herunder hvor disse data stammer fra (leverandør, egen produktion, certifikat).
• En kort note om, hvilke data fra artikel 38, der stadig mangler og hos hvem disse eventuelt burde anmodes.
• Den valgte testopsætning: hvilket produkt eller hvilken produktgruppe, der blev brugt, hvilke systemer eller værktøjer, der blev indsat, og hvilke antagelser, der blev gjort herom om passets form.
• En liste over resultater: hvad der fungerede godt, hvor medarbeidere stødte på tekniske eller organisatoriske flaskehalse.
• En plan for gentagelse: det anbefales at gentage testen, så snart der bliver mere klarhed over den delegerede retsakt for aluminium, så det kan sammenlignes, om den tidligere tilgang stadig passer.

For virksomheder, der helst gennemgår disse første trin med en fast struktur, giver siden hvordan gribes produktpasset for aluminium an trin for trin et overblik over den rækkefølge, der skal følges. Det er også nyttigt på forhånd at afgøre, om virksomhedens eget produkt overhovedet falder ind under ordningen, hvilket er beskrevet på siden gælder det digitale produktpas for mit aluminium.

Et testpas er således ikke en juridisk forpligtelse, men en måde at blive fortrolig med de data, strukturen og den interne koordinering, der snart bliver nødvendig. Så snart den delegerede retsakt for aluminium er offentliggjort, tilføjes her den endelige dato og det præcise indhold af forpligtelsen.