Hvad ændrer ESPR for aluminiumssektoren?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR'en (Forordning (EU) 2024/1781) er en rammeforordning. Det betyder, at forordningen selv fastlægger, hvad der i princippet kan omfattes — næsten alle fysiske produkter med nogle få undtagelser — men at de konkrete krav for hver produktgruppe udfyldes senere. Artikel 1 i ESPR beskriver emnet og anvendelsesområdet: det drejer sig om regler for miljøvenligt design, som skal forbedre produkternes miljøpræstation, med det digitale produktpas som et af værktøjerne hertil. For aluminiumbranchen ændrer der sig således ikke umiddelbart noget på arbejdspladsen, men forordningen fastlægger dog det spillerum, inden for hvilket senere, mere specifikke regler skal gælde.

At være bekendt med rammeværket

For en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere betyder dette primært: at tage kendskab til det faktum, at ESPR'en eksisterer, og at aluminiumprodukter i princippet kan omfattes heraf. Der er endnu ingen direkte forpligtelse til nu allerede at registrere eller indsende noget. Hvad der imidlertid er praktisk: at kontrollere, hvilke egne produkter der eventuelt kan komme i betragtning, for eksempel profiler, støbegods eller emballagemateriale. På hvilke produkter fra aluminiumssektoren omfattes af ESPR findes en oversigt over, hvordan denne afgrænsning ser ud i praksis.

At følge den delegerede handling for egen produktgruppe

De konkrete krav — hvilke data, hvilket format, hvilke tærskler — kommer ikke fra selve ESPR'en, men fra en delegeret handling, som fastsættes for hver produktgruppe. For aluminium halvfabrikata eksisterer denne handling endnu ikke. Det betyder for en virksomhed primært et spørgsmål om at følge med: hvilken delegeret handling omhandler aluminium, og hvornår bliver den offentliggjort. På hvad er en delegeret handling, og hvorfor bestemmer den, hvad jeg skal gøre forklares det, hvorfor dette dokument i sidste ende er vigtigere for den daglige praksis end selve ESPR-teksten.

At vurdere, om egen virksomhed omfattes af anvendelsesområdet

Ikke alle virksomheder, der arbejder med aluminium, omfattes automatisk af de samme regler. Der er forskel mellem en producent, der behandler primært aluminium, og en virksomhed, der arbejder med sekundært (genanvendt) aluminium, og der er forskel mellem et halvfabrikat og et slutprodukt. Disse sondringer afgør blandt andet, om og hvornår et produktpas er relevant. Se herfor gør det en forskel, om mit aluminium er primært eller sekundært og skal der allerede være et produktpas, hvis mit aluminium stadig er et halvfabrikat.

At kontrollere, om egen virksomhedsstørrelse spiller en rolle

Nogle regler inden for ESPR-strukturen skaber plads til mindre virksomheder, for eksempel i form af overgangsfrister eller lettere forpligtelser. Om og i hvilken form dette skal gælde for et specifikt aluminiumprodukt, afhænger af den endnu ikke offentliggjorte delegerede handling. En virksomhed med 10 til 100 medarbejdere gør vel i at ikke på forhånd betragte dette punkt som "ordnet" eller "ikke gældende". Mere herom findes på gælder produktpasset også for små virksomheder.

Hvor det går galt i praksis

I praksis opstår der nogle tilbagevendende misforståelser omkring ESPR'en.

For det første forveksler virksomheder ESPR'en med en direkte gældende forpligtelse, mens forordningen primært fastlægger rammen. Den, der venter på "loven, der gør produktpasset obligatorisk" læser artikel 1 og tror, at det er mållinjen, mens de faktiske krav skal fastsættes i et separat dokument.

For det andet er der antagelsen om, at alle aluminiumprodukter bliver sorteret over en kam. En profilproducent og en emballagefabrikant støder på forskellige spørgsmål, og klassificeringen af eget produkt — halvfabrikat, slutprodukt, primært eller sekundært materiale — afgør blandt andet, hvordan de senere regler kommer til at påvirke virksomheden.

En tredje situation er, at virksomheder tror, at "endnu ikke obligatorisk" betyder det samme som "endnu intet at gøre". Mens kompileringen af de underliggende data — materialets oprindelse, sammensætning, forarbejdningstrin — ofte tager mere tid end den tekniske del af passet selv.

En fjerde er forvirring mellem fabrikantens rolle og rollen som leverandør af reservedele. For løse dele er spørgsmålet anderledes end for et helt nyt produkt, og det bliver regelmæssigt overset i praksis.

En femte, hyppigt forekommende situation er, at virksomheder nævner en dato, som de har læst et sted — 2027, 2029 — som en fastslået kendsgerning, mens denne dato på dette stadium er en forventning, baseret på ESPR-arbejdsplanen, og kan ændres, når den delegerede handling selv offentliggøres.

Det, du kan dokumentere

• En oversigt over, hvilke egne produktgrupper, der muligvis falder under ESPR, med en kort forklaring på hvorfor (halvfabrikat/slutprodukt, primært/sekundært materiale).
• En notits om virksomhedsstørrelse og mulig relevans heraf, således at dette punkt ikke bliver glemt, når den delegerede handling offentliggøres.
• En liste over produkter, der muligvis leveres som reservedele, adskilt fra den regulære produktlinje — se skal der være et produktpas ved løse aluminium reservedele for baggrunden herfor.
• Et dossier med herkomst og sammensætning af brugt materiale, således at grunddata allerede er tilgængelige, når en delegeret handling stiller konkrete krav. Hvilke data det forventes at blive, er forklaret på hvilke data kommer der i produktpasset for aluminium.
• En fast aftale, for eksempel internt eller med en rådgiver, om at følge offentliggørelsen af den delegerede handling, således at en ændring ikke går ubemærket hen.
• En kort intern forklaring på, hvad et digitalt produktpas for aluminium indebærer, således at alle inden for virksomheden har det samme grundlag — brugbar som introduktion er hvad er et digitalt produktpas for aluminium.