Hvordan fastlægger jeg legeringen og EN-AW-betegnelsen?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

Legeringen og EN-AW-betegnelsen udgør den tekniske identitet for en aluminium halffabrikat. Uden disse oplysninger er et produktpasport i praksis en tom skal: køber kan ikke fastslå, hvilket materiale han præcis har i hænderne. Artikel 10 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) fastslår, at det digitale produktpasport skal indeholde de produktoplysninger, som er relevante for den produktgruppespecifik afgørelse, der stadig skal vedtages for aluminium. Indtil den delegerede retsakt er offentliggjort, er det præcise indhold af denne del endnu ikke fastlagt, men legeringsbetegnelsen hører til de oplysninger, som i praksis næsten helt sikkert vil blive gengivet, fordi de allerede nu er standard på certifikater og tilhørende dokumenter.

Fastslå EN-AW-koden korrekt

En virksomhed med 10 til 100 medarbejdere arbejder normalt med et begrænset antal legeringer, der gentages i egen produktion. EN-AW-betegnelsen (for eksempel EN AW-6060 eller EN AW-5052) følger af den kemiske sammensætning, som er fastslået af producenten af grundmaterialet, og ikke af en egen vurdering baseret på anvendelsen. I praksis betyder det, at betegnelsen, der kommer i pasportet, skal svare til det, der står på materialecertifikatet – og at disse to kilder internt hænger sammen, før noget sendes til en kunde eller platform.

Dokumenter den kemiske sammensætning

Ud over EN-AW-koden selv handler det om den sammensætning, der ligger bag: procentdelene af de legeringselementer, som inden for normen bestemmer, hvilken betegnelse et parti tilhører. For en produktionsvirksomhed betyder det, at spektrometeranalysen eller leverandørcertifikatet for råstoffet ikke kun skal ligge i et arkiv, men også skal kunne linkes til det parti, som til sidst forlader fabrikken som slutprodukt. Hos virksomheder, der selv legerer eller re-bundler fra forskellige partier, er dette ofte det mest vanskelige punkt: betegnelsen på pasportet skal stemme med den støbning, der faktisk er forarbejdet, ikke med et gennemsnit eller en antagelse.

Sporbarhed mellem parti og pasport

En tredje forventning, som ikke er uafhængig af de foregående to, er at legeringsbetegnelsen i pasportet kan spores tilbage til et specifikt parti eller produktionsbatch. Dette vedrører spørgsmålet om, hvor ofte data skal opdateres: ved hvor ofte skal jeg opdatere dataene i produktpasset kommer på tale, når en ændring i sammensætning eller parti også kræver en tilpasning af pasportet. For selve legeringen gælder det, at en fejlagtig eller forældet betegnelse ikke bliver rettet af sig selv; det kræver et bevidst trin i processen.

Hvor det går galt i praksis

En række situationer gentages konstant hos virksomheder, der for første gang systematisk registrerer legeringsbetegnelsen.

Handelsbetegnelsen bliver forvekslet med EN-AW-koden. Legeringer har ofte også et kommercielt eller internt navn, som ikke automatisk svarer til den officielle EN-AW-betegnelse. Når disse to bruges om hinanden, opstår der risiko for, at pasportet viser en ikke-eksisterende eller forkert kode.

Blandingspartier får betegnelsen fra hovedrohstoffet. Ved sammenbinding af skrot, returmateriale og primært aluminium overtages betegnelsen fra den største eller mest kendte komponent nogle gange uden at den resulterende sammensætning faktisk ligger inden for tolerancen for den pågældende norm.

Leverandørcertifikater for råstoffer mangler eller er ikke linket til slutpartiet. EN-AW-betegnelsen står måske nogle steder på papir, men ingen kan på registreringstidspunktet dokumentere, hvilket certifikat der hører til hvilken produceret rulle, plade eller profil.

Gamle betegnelser bliver brugt efter en ændring i normen eller sammensætningen. En legering, der engang blev registreret som en bestemt EN-AW-kode, ændrer nogle gange sammensætning uden at betegnelsen opdateres i interne systemer.

Legering og overfladebehandling behandles som en enkelt oplysning. Et anodiserings- eller coatinglag ændrer ikke ved den underliggende legering, men i nogle interne registreringer blandes disse to data sammen. Hvad der specifikt skal ske med overfladebehandlingen, står adskilt fra legeringsangivelsen og er udarbejdet ved skal jeg anmelde aluminiumsoverfladebehandlingen.

Det, du kan dokumentere

• Materialeattesten fra råvareleverings, pr. parti, med den kemiske sammensætning og den deraf følgende EN-AW-angivelse.
• En intern koplingsti imellem handelsbetegnelser eller interne materialekoder og den officielle EN-AW-angivelse, så forvirring mellem kommercielle og normative navne undgås.
• En fastsat fremgangsmåde for blandingspartier: på hvilket tidspunkt og på grundlag af hvilken måling får en blandingsparti sin egen EN-AW-angivelse, og hvornår kan det ikke ske.
• Resultatet af egen spektrometerkemisk analyse eller laboratorieprøve, inklusiv datoen og den anvendte metode — dette knytter an til spørgsmålet efter hvilken metode skal jeg måle værdierne til passet.
• En registrering af ændringer: når en legeringssammensætning eller den tilhørende normtegn er blevet ændret, og fra hvilken parti det gjaldt.
• Et overblik over hvilke af disse data der til sidst ender i passet kontra hvilke der kun bliver i det interne tekniske dossier — sondringen heraf bliver forklaret ved hvad er forskellen mellem min tekniske dokumentation og det digitale produktpas.

Så snart den delegerede retsakt for aluminium er offentliggjort, angives det her, hvilke af disse data der skal være obligatoriske i passet, og hvilke der kan tjene som bagvedliggende begrundelse.